Billede af Jacob

Fra den 1. september 2018 udvider Hørsholm Svømmeforening trænerstaben med endnu en fuldtidstræner.

Jacob Brink Quaade tiltræder i rollen som talentudvikler og vil få ansvaret for træning af vores årgangssvømmere samt de ældste børnesvømmere – svømmere 2. og 3. hold.

Jacob kommer fra en stilling som cheftræner i Kolding Svømmeklub og vil efter lidt rejseaktiviteter i sommeren komme tilbage til Sjælland i starten af den nye sæson.

Chef for konkurrenceafdelingen Lars Madsen udtaler om ansættelsen:

”Vi er utroligt stolte og glade for at kunne tiltrække en kapacitet som Jacob til Hørsholm Svømmeforening. Jacob kommer med en rigtig god uddannelsesbaggrund samt god erfaring med både børnesvømmere og ældre svømmere. Han passer rigtig godt ind i den nuværende trænerstab og vil i fremtiden være en meget vigtig faktor i udviklingen af Hørsholm Svømmeforening.”

Med en Bachelorgrad i Idræt, en Kandidatgrad i Human Fysiologi – begge fra Københavns Universitet – samt DIF’s Diplomtræner uddannelse, bringer Jacob rigtig meget viden til klubben. Derudover har han en masse erfaring fra Helsinge, MK31 og senest Kolding, hvor han både har fungeret som talentudvikler og senest som cheftræner.

Jacob underviser desuden på Dansk Svømmeunions træneruddannelser, hvilket han vil fortsætte med efter ansættelsen i Hørsholm Svømmeforening.

Jacob selv udtaler i forbindelse med ansættelsen:

“Jeg glæder mig meget til at blive en del af Hørsholm Svømmeforening og komme tilbage til Sjælland. Jeg valgte Hørsholm Svømmeforening ud fra den filosofi, Lars Madsen og resten af klubben har valgt at udvikle klubben ud fra. Specielt glæder jeg mig til at blive en del af et utroligt åbent, kompetent og udviklingsorienteret trænerteam. Herudover bliver det dejligt at komme til at træne årgangs- og børnesvømmere igen. Jeg synes, det er utroligt motiverende og givende at arbejde med unge svømmere og være med til at præge dem i en positiv retning som hele personer. Jeg er utroligt glad for, at Lars Madsen og Hørsholm Svømmeforening syntes, at jeg var et godt match for klubben, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet efter sommerferien.”

Vi har nu trænerbesætningen klar til næste sæson, og glæder os til at komme i gang, når denne er vel afsluttet.

Junior/Seniorhold: Lars Madsen, med Mikkel Karklinat og Martin Weberg

Årgangshold: Jacob Quaade, med Caroline Schwenger

Børn 1: Jacob Quaade, med Simone Kronborg Riis

Børn 2:  Simone Kronborg Riis, med Rune V. Hartvig

På vegne af Bestyrelse i Hørsholm Svømmeforening